Afsnit 3 – Den flyvende traktor og julenat

Dagene op til jul blev travle på Asgård.

I laden pakkede Hønse-nisserne gaver i lange baner. De havde små arbejdsstationer: én til indpakningspapir, én til bånd, én til mærkater. Plys sad med tungen lidt ude af munden og skrev børnenes navne på de små kort.

Ude på marken øvede får-rensdyrene sig.
“Lidt højere!” kaldte Kasper.
Fårene løb i en cirkel, hoppede og forsøgte at lette bare en lille smule. Halmen fløj, og sneen hvirvlede.
Sidsel fik lov til at sidde i den lille grønne traktor, mens de øvede – hun holdt godt fast i rattet og grinede, når traktoren rystede og hoppede.

“Du er sej,” sagde Karin. “Du holder bedre fast end de fleste voksne.”

Men så skete der noget uventet.

Den 23. december trak mørke skyer sig sammen, og en voldsom snestorm begyndte at rase. Vinden hylede om hjørnerne, sneen føg vandret, og man kunne næsten ikke se over til naboens hus.

Kasper stod i døren og kneb øjnene sammen.
“Hvis det her fortsætter juleaften,” sagde han, “kan vi ikke se stjernekortet på himlen. Vi kan fare vild.”

Sidsel fik en knude i maven. “Så… så bliver der ingen gaver?”
“Vi giver aldrig op,” sagde Karin bestemt. “Der MÅ være en løsning.”

Inde i hønsehuset sad nisserne og så bekymrede ud.
“Husker I,” sagde Plys stille, “at vores æg nogle gange lyser, når det er rigtig mørkt?”

De andre nisser nikkede. Nogle gange, når de lagde æg som høns om dagen, kunne man se et svagt skær fra dem om natten. Det var ægte jule-lys.

Sidsel fik en idé.
“Hvad hvis… vi bruger de lysende æg som lamper på traktoren? Så kan I lyse vejen op gennem stormen!”

Den nat samlede nisserne alle de særlige æg i en stor fletkurv. De lyste blødt og varmt – ikke skarpt som en lommelygte, men som om hver af dem indeholdt et lille stykke stjernehimmel.

Karin bandt æggene fast på siderne af den lille grønne traktor, langs kan-kassen og op ad den stang, hvor seletøjet til fårene sad.
“Se,” sagde hun, da de var færdige. “Den ligner en flyvende julestjerne nu.”

Endelig kom juleaften.

Stormen havde lagt sig lidt, men himlen var stadig tung og grå.
Kasper stod i sin røde dragt, Karin i sin julekonetøj, og Sidsel i en varm frakke med et halstørklæde, som Karin selv havde strikket.

“Er du klar, julehjælper?” spurgte Kasper.
“Ja,” sagde Sidsel, selvom hendes mave kildede af nervøsitet.

Fårene – rensdyrene – spændte sig for traktoren. Hønse-nisserne stod på række og vinkede med små lommetørklæder. Støvnissen sad på taget og lod en lille håndfuld stjernestøv drysse ned over dem.

“Så går det løs,” sagde Kasper. Han satte sig i sædet, tog fat i rattet og hviskede nogle gamle, hemmelige juleord.

Traktorens motor brummede, de lysende æg glødede kraftigere, og fårene satte i løb hen over den snedækkede mark.

Først rystede det hele bare, som når man kører over et hul i vejen. Men så – helt stille – begyndte den lille grønne traktor at løfte sig fra jorden. Hjulene snurrede i luften, sneen faldt længere og længere væk, og Asgård blev til en lille prik nedenunder.

“Vi flyver!” råbte Sidsel og lo.

De fløj hen over byens tage. Sidsel kunne se sit eget hus, naboens have og skolen. Inde bag vinduerne stod juletræer med lys på, og børn lå og sov og drømte om morgendagens gaver.

Kasper styrede efter de gyldne veje på stjernekortet, Karin rakte gaver til ham, og Sidsel holdt øje og hviskede:
“Her bor der også et barn… og dér… og dér…”

Hele natten fløj de fra hus til hus. Nogle steder kunne man se, at stormen stadig hylede, men hver gang lyste nisse-æggene vejen, og de fandt frem.

Da den første svage stribe af morgenrøde viste sig på himlen, vendte den lille grønne traktor hjem til Asgård. Fårene landede tungt i sneen med et tilfreds bræg, motoren sukkede træt, og lys-æggene slukkede langsomt – deres arbejde var gjort.

Sidsel var så træt, at øjnene næsten lukkede af sig selv.
“Du gjorde det godt,” sagde Karin og lagde en varm hånd på hendes kind.
“Du reddede julen,” tilføjede Kasper. “Uden dig og nissehønsene og Støvnissen var vi aldrig kommet af sted.”

Kort efter vågnede Sidsel hjemme i sin egen seng. Et øjeblik var hun i tvivl, om det hele bare havde været en drøm.
Men på natbordet lå en lille pakke.

Indeni var der en lille sølvklokke, som glimtede svagt, og et kort, hvor der stod:

“Til vores hemmelige julehjælper Sidsel.
Hvis du en dag savner Asgårds magi, så ring med klokken –
og kig mod stjernerne.
Kærlig hilsen
Kasper, Karin, fåre-rensdyrene, Hønse-nisserne og Støvnissen.”

Sidsel smilede. Hun lagde klokken i hånden og hviskede:
“Jeg ved, hvor julen bor nu.”

Og ude ved skovkanten, på gården Asgård, stod den lille grønne traktor stille og glimtede en smule i morgensolen – som om den også smilede.