Afsnit 2 – Sidsel og den store hemmelighed

Nogle dage senere kunne Sidsel slet ikke lade være med at tænke på Asgård. På vej hjem fra skole gik hun forbi gården og stoppede ved lågen.

Kasper var i gang med at feje sne væk fra den lille grønne traktor.
“Hej,” sagde Sidsel forsigtigt.
“Hej, lille ven,” sagde Kasper og smilede gennem sit kortere, dagligdags-skæg. “Vil du hilse på dyrene?”

Sidsel nikkede, og de gik sammen ned mod marken. Fårene kom brægende hen til hegnet, og et af dem – et stort, hvidt et med en mørk plet om øjet – lagde hovedet helt ind til hendes hånd.

“Du er da en sød én,” sagde Sidsel og kløede det bag øret.
Et øjeblik føltes det, som om fåret forstod hvert ord.

På vej tilbage lagde Sidsel mærke til hønsehuset. Hønsene så helt almindelige ud, men ét øjeblik syntes hun at se en lille stribet hue under en af hønsenes fjer.
Hun blinkede, og så var den væk.

Den nat kunne Sidsel igen ikke sove. Månen lyste så klart, at hun kunne se hele vejen ud til Asgård fra sit vindue.
“Hvis der er noget magisk derude, vil jeg se det,” hviskede hun.

Hun trak frakken over nattøjet, tog støvler på og listede ud. Sneen knirkede under hendes fødder, da hun gik ad stien mod gården. Alle lys i huset var slukket, men nede ved hønsehuset skinnede en svag, gylden glød.

Sidsel krøb helt tæt på døren og kiggede ind gennem en lille revne.

Inde i hønsehuset sad en flok små nisser på et tæppe. Der var ingen høns – kun nisser! Nogle syede vanter, andre pakkede små gaver ind. En nisse stod og rørte i en gryde med kakao.

Sidsel gispede. Døren knirkede lidt, og pludselig stod alle nisse-øjne rettet mod hende.

“Øhm… hej,” sagde hun.

Den mindste nisse, en med fregner og stribet hue, trådte frem.
“Jeg hedder Plys. Og du har lige opdaget vores hemmelighed.”

Sidsel troede, hun ville blive skældt ud, men Plys sukkede bare.
“Vi er Hønse-nisserne. Om dagen ligner vi høns, men om natten hjælper vi julemanden. Og du må ikke sige det til nogen.”

“Julemanden?” Sidsel så forvirret ud. “Bor han ikke på Nordpolen?”
“Pssst!” sagde Plys. “Han bor på Asgård. Han ligner bare Kasper om dagen.”

Sidsels øjne blev store som tekopper.
“Så… Kasper er julemanden? Rigtigt rigtigt?”

“Ja,” nikkede nissen. “Og Karin er julekonen. Fårene er rensdyr. Og den lille grønne traktor… den er kanen.”

Sidsel satte sig tungt ned på en halmballe. Verden virkede pludselig helt ny.

Plys satte sig ved siden af hende.
“Men der er et problem,” sagde han. “Stjernekortet, som viser vejen til alle børnene, mangler en vigtig bid. Uden den kan Kasper ikke finde alle huse juleaften.”

“Så må vi jo finde den!” sagde Sidsel fast. Hun var ikke bange nu – hun var spændt.

De listede sammen ud i laden, hvor der duftede af halm og træ. Oppe over stalden var der et loft, hvor ingen nisser turde gå op.

“Der bor en støvnisse deroppe,” forklarede Plys. “Han kan være lidt… sur.”

“Jeg går først,” sagde Sidsel og tog fat i stigen.

Loftet var mørkt og fyldt med spindelvæv. Sidsel lyste rundt med en lille lommelygte, hun havde taget med. Pludselig hørte hun et “H-aptsi!” og en sky af støv rejste sig.

Ud fra en bunke gamle kasser kom en lille skikkelse – helt grå af støv, med en alt for stor hue.
“HVEM tramper på MIT loft?” brummede han, men ikke helt uvenligt.

“Undskyld,” sagde Sidsel. “Vi leder efter en manglende bid af et stjernekort. Uden den bliver der måske ingen jul til alle børnene.”

Støvnissen tav. Han kiggede længe på Sidsel, så på Plys, og til sidst sukkede han.
“Det dér med ingen jul… det lyder alligevel for alvorligt.”

Han rodede længe i en gammel kiste, skubbede papir og bøger til side og trak til sidst et lille sammenfoldet stykke papir frem. Det glimtede svagt, som om nogle stjerner var fanget inde i det.

“Her,” sagde han. “Det har ligget her i årevis. Jeg vidste, det var noget særligt.”

Sidsel tog det forsigtigt. Det passede perfekt til formen, hun havde set på stjernekortet tidligere i køkkenet, da hun var på besøg.

Da de kom ind til Kasper og Karin med den glimtende kortbid, blev der helt stille.
Kasper tog brillerne på og lagde stykket på plads i stjernekortet. I det samme lyste hele kortet op, og gyldne veje tegnede sig over dets overflade.

“Nu kan vi finde dem alle,” sagde han stille.
Så kiggede han på Sidsel.

“Tror du på os nu?” spurgte han med et varmt smil.
Sidsel nikkede ivrigt. “Mere end nogensinde.”

“Så er du fra i dag vores hemmelige julehjælper,” sagde Karin og lagde hånden på hendes skulder.