Afsnit 1 – Gården ved skovkanten

Ude ved kanten af en mørk, hyggelig skov ligger gården Asgård. Om dagen ser den helt almindelig ud: et hvidt hus, en lade, en mark med får og et lille hønsehus. Ved indkørslen stod den lille grønne traktor, som alle i byen kendte.

Her boer Kasper og Karin.
Når folk fra byen kom forbi, vinkede Kasper altid med en vante, lidt olieret og beskidt af alt det, han skruede på traktoren. Karin stod ofte i døren med et forklæde på og mel på kinden og bød på småkager og varm kakao.

Men når mørket faldt på, skete der noget, som ingen i byen kendte til.

En aften, da vinden peb udenfor, lagde Kasper kostet fra sig og sagde lavt:
“Så, Karin, nu må vi være os selv igen.”

Han gik hen til skabet i gangen, åbnede en hemmelig, knirkende låge bagerst – og der hang en rød dragt og en stor, blød hue. Kasper tog kedeldragten af og trak den røde dragt over skuldrene. Skægget, som om dagen var kort og trimmet, blev nu langt og hvidt, som om det voksede frem af ren magi.

“Det er godt, du stadig passer i den,” drillede Karin og grinede.
Hun tog sit almindelige forklæde af og bandt et rødt, gyldent bånd om livet. Hendes øjne glimtede, og pludselig var hun ikke bare Karin fra Asgård – hun var julekonen.

“Tror du, nogen i byen mistænker noget?” spurgte hun.
Kasper rystede på hovedet og smilede.
“De tror stadig, julemanden bor på Nordpolen. Ingen tror, han bor på en helt almindelig gård i Danmark.”

Ude på marken gik fårene og brægede i sneen. Men når Kasper og Karin trådte ud på gårdspladsen i deres jule-tøj, løftede fårene hovederne og deres øjne glimtede i måneskinnet.

“Kom så, Storm, Glimt, Plet og Snøfnug,” kaldte Kasper.

Fårene stillede sig pænt på række. Hvis nogen havde kigget rigtig godt efter, ville de kunne se små, skjulte seler under den tykke uld. For fårene var ikke bare får – de var julemandens rensdyr i forklædning. Udenpå uld, indeni magi.

Nede ved hønsehuset klukkede hønsene, som om de bare tænkte på korn og småsten. Men lige så snart klokken slog ni, skete der noget særligt:

Hønsene hoppede ned fra deres pinde, rystede fjerene – og fjerdragterne gled af som en frakke. Indenunder stod små nisser med stribede huer, røde kinder og bitte små træsko.

“Så, mine Hønse-nisser,” sagde Karin og stak hovedet ind.
“Vi har mange gaver at nå i år.”

“Bare rolig,” sagde en lille nisse med fregner. “Vi pakker hurtigere end nogen pakkemaskine!”

På den anden side af marken, inde i byen, lå der en pige i sin seng og kiggede ud ad vinduet. Hun hedder Sidsel, og hun kunne lige præcis se lyset fra Asgård. Hun syntes altid, at der var noget mærkeligt ved den gård.
“Der ser ud som om, der bor jul dér,” hviskede hun, inden hun faldt i søvn.